Jeg havde fået at vide, at man havde fundet en familie til mig i sommerferien, så som gerne ville have et feriebarn, fordi min mor ikke havde ferie. Det var et stort skift at være helt alene med fremmede mennesker i et lille, fattigt bondehus. Der var ingen børn at lege med og vi slagtede dyr for at få mad. Det var et voldsomt skift fra min mor og to søstre og naboerne fra baggården i København. 

De første uger var det svært at sove alene. Jeg var nervøs og havde sommerfugle i maven. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske dagen efter. 

Jeg forsøgte at tilpasse mig så godt jeg kunne, men jeg kan huske episoder hvor jeg blev helt stum og lam, da Emma fx plukkede hovedet af en due i et hug, men jeg protesterede ikke. Jeg blev chokeret over at se et svin blive slagtet og blive lavet til blodpølser. Men jeg protesterede ikke. 

Gradvist fandt jeg en rytme og fik nogle rutiner og opgaver. Jeg gik på opdagelse på gården, og legede i deres gamle biler, passede dyr og kørte med til byen hvor vi hentede valle.

Da jeg forlod dem efter 8 uger, havde jeg fået det bedre.

Det væsentligste er, at jeg har lært at klare mig selv og stå på egne ben. At tackle situationer ved enten at gå med eller protestere. En selvstændighed og gå-på-mod, hvor intet er umuligt og jeg tør at kaste mig ud i noget ukendt, uden at kende svaret i teorien. Jeg tror på, at ting kan lykkes. Jeg synes, at det er vigtigt at børn får lov til at prøve ting af og kaste sig ud i ansvars skabende aktiviteter, og ikke er bange for at slå sig.

Mit råd er, at du ikke skal være afvisende eller bange på forhånd. Vær gerne skeptisk og nervøs, men stol på dine evner og at du kan klare mange ting uden venner og familie